skip to Main Content

MYRDEDE SJÆLE

– En roman om voldtægt og dens følger 

En dejlig lun majaften med duft af syrener. En glad fødselsdagsfest for en stor gruppe unge mennesker, forvandles til et ondt mareridt for Stine. De sidste shots var tæt på at slå benene væk under hende. Hun vidste godt, at hun ikke skulle have drukket dem, men de var bare gledet ned, uden hun lagde mærke til det. Og nu havde hun et helt akut behov for frisk luft. Hun stod for sig selv i mørket udenfor og trak vejret i store åndedrag for at komme af med opkastningsfornemmelsen. Luften var fyldt med en stærk og sød syrenduft, der lagde sig som en tung og kvalmende dyne over hendes sanser. Hun kunne skimte en bænk, hvor hun ville sætte sig og samle kræfter. Men en arm lagde sig om hendes hals og trak hende væk. Hun nåede ikke at skrige, før en hånd blev holdt hen over hendes mund. Hun frygtede for sit liv, og hvad han ville gøre ved hende. Hun ville skrige højt, men kunne ikke få en lyd ud. Alt hvad hun kunne, var at indsuge den vamle syrenduft gennem tørklædet, han havde stoppet i munden på hende.

Stine bliver ikke voldtægtsmandens eneste offer. Men hvem er han? Flere mænd fra festen er under mistanke og deres privatliv, følelser og forhold til kvinder må endevendes, før politiet under ledelse af Jens Ibsen finder frem til, hvem af dem, der kan have gjort det og hvorfor.

Bogens handling er inspireret af en virkelig voldtægtssag.

KØB BOGEN HER: Myrdede sjæle

LÅN på biblioteket: Myrdede sjæle

Find på Facebook: Myrdede sjæle

Find bogen hos Dansk Forfatterforening: Enghvidt/Forfatterforeningen

Se trailer fra Bog-Cirklen: Trailer

Se interview om bogen: Interview – Bogfidusen

Anmeldelser

Fyens Stiftstidende

… glinsende af sprogligt vid, fulde af følelsesmæssigt kendskab til både kvinder og mænd og en insisterende legen tagfat med sin læser. Denne litterære oplevelse rummer forfatteren, som fortjener at komme ud i lyset.Jeg synes ganske enkelt, at “Myrdede sjæle” er på kanten af en succes. Den glimter, rummer indsigt ud over det sædvanlige …

Det handler om voldtægt, sexkrænkelser fra et klap i numsen, en uønsket berøring, en nedringet tætsiddende kjoles udsigt til mindre end langvarige følelser, en bule i bukserne, hårdhændede overgreb, fordi … ja, hvad vi inderst inde ikke ved om menneskers drømme, teatralske oplevelser og det indre liv. Vores indre jeg kommer frem i en udadvendt indpakning. En bog, der sætter eftertanker i gang

Læs hele anmeldelsen her: https://www.fyens.dk/kultur/Roman-Foelsom-kaerlig-og-ond/artikel/3211162

Bogfidusen

Klaus Enghvidt Olsen har skrevet en rigtig god og spændende krimi. Det er interessant at en mand vælger at skrive om voldtægt og kvindelige ofre. Han har lavet et godt researcharbejde, omkring hvad der foregår i hovedet på både offer og gerningsmand … Romanen er godt skruet sammen og svær at slippe igen når man kommer i gang.

Læs hele anmeldelsen her: http://bogfidusen.dk/myrdede-sjaele/

Sidses Bogreol

”Myrdede sjæle” er en krimi med et fint tempo og underliggende spænding hele vejen igennem … Selvom “Myrdede sjæle” ikke er den typiske kriminalroman, hvor der skal opklares et mord, vil jeg alligevel anbefale krimifans at læse bogen. Den er både vigtig og spændende. Jeg fornemmer at det er én af de bøger som vil sidde i mig et stykke tid efter endt læsning.

Læs hele anmeldelsen her: https://sidsesbogreol.dk/myrdede-sjaele-klaus-enghvidt-olsen/

Citat fra “Myrdede sjæle”:

Jeg havde tillid til ham, han virkede som en rar og pålidelig fyr. På min egen alder. Jeg var ret fuld, og jeg troede, han ville hjælpe mig hjem. Han … han pressede mig op mod muren og gjorde det inde i den der port, og bagefter fulgte han mig til stationen. Som om der ikke var sket noget. Han holdt mig endda i hånden, sagde farvel og kyssede mig, da toget kom. Jeg var bare helt stiv – ligesom i en trance. Kunne ikke sige noget, turde ikke råbe af ham eller be’ ham skride. Han købte også en kaffe til mig. Jeg kunne ikke sove i flere dage, men jeg anmeldte det aldrig. Han ringede oven i købet flere gange efter og ville mødes. Jeg tror slet ikke, han opfattede det som voldtægt.

Hvorfor skrev jeg “Myrdede sjæle”?

Ved et tilfælde læste jeg artikelserien VIDNESBYRD i Information hvor 35 kvinder har beskrevet en voldtægt, som de havde været ude for. 35 meget forskellige sager – og som aldrig var blevet anmeldt. Læsningen var for mig meget forfærdende og gribende, og da jeg tidligere havde læst om en ikke særlig kendt serievoldtægtssag i Danmark for flere år siden, inspirerede det mig til denne kriminalroman, hvor omdrejningspunktet er voldtægt i flere af dens uhyggelige afskygninger. Læs nogle af disse vidnesbyrd for at forstå, hvilken situation disse kvinder er og har været i. Det er skræmmende, og man forstår, hvordan voldtægt påvirker offeret i mange år.

https://www.information.dk/jegblevvoldtaget

Back To Top