skip to Main Content
Vilje og afmagt

SANDHEDEN OM OLIVER

Oliver, som er bogens hovedperson, lyver massivt. Han har spundet sig selv ind i et net af løgne – både overfor sig selv, sin kæreste og overfor læseren. Da han bliver den forkerte mand på det forkerte tidspunkt på det forkerte sted, fordi han ufrivilligt befinder sig på gerningsstedet for et blodigt dobbeltmord, går der ikke mange timer, før han er forfulgt af både morderne og politiet. Og hvis hele ens liv i forvejen er bygget på løgne, så er det nærmest umuligt at virke troværdig og få nogen til at tro på sandheden.

Olivers eneste holdepunkt er Katja – kæresten, som han er desperat forelsket i. Så desperat, at han har løjet for at pynte på sit liv. Løgne om ham selv, om hans familie – om alt. Han bliver for alvor fanget i sine egne løgne og hans liv forvandles til en panisk flugt – ikke bare fra morderne og politiet, men også fra sit eget liv og det netværk af løgne, som han har konstrueret. Langsomt optrevles mordene omkring ham og sandheden om hele hans liv – alt sammen drevet af hans naive forelskelse og hans behov for anerkendelse.

Men romanen er meget mere end en spændingsroman. Det er også et intenst kærligheds-drama, hvor Olivers naive forelskede i Katja, får ham til at ofre alt og historien afsluttes helt anderledes end forventet.

Oliver er en skæv eksistens fra samfundets bund men med et glat og succesfyldt ydre – og et kaos af løgne inderst. Romanen begynder rammende med spørgsmålet: Hvad er et liv værd? Og den uventede slutning giver også læseren noget at tænke over.

 

Find “Sandheden om Oliver” på Facebook: Sandheden om Oliver

Læs mere om Klaus Enghvidt Olsen hos Dansk Forfatterforening: Enghvidt/Forfatterforeningen

Bestil bogen på biblioteket: Biblioteket – Sandheden om Oliver

Køb bogen her: Sandheden om Oliver

“Sandheden om Oliver” som Streaming lydbog

Køb som lydbog

Se interview om bogen: Interview – Bogfidusen

Anmeldelser

Fra lektørudtalelsen:

Spændingsroman med et udmærket drive, et højt tempo og en flok gangstere med et ret løst pistolgreb. Sandheden om Oliver bliver rullet op på en måde, som er med til at fastholde interessen for ham som person. Forfatteren benytter thrillerens skelet til – også – at fortælle en historie fra et under-Danmark.

Bogrummet

Sandheden om Oliver er en meget fængslende bog. Den er skrevet noget anderledes end de fleste spændingsromaner … Det er første gang jeg læser noget af Klaus Enghvidt Olsen, men det er en forfatter jeg gerne læser mere af. Sproget er flydende og termerne er ikke uden humor, plottet er godt og med en slutning der ikke er gennemskuelig før til allersidst.

Læs hele anmeldelsen her: http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/sandheden-om-oliver-af-klaus-enghvidt-olsen/

Krimiormen

Der er spænding fra allerførste side og på intet tidspunkt fornemmede jeg hvor bogen var på vej hen. Det er helt klart en af de bøger der er mere end svære at slippe igen … Helt klart en læseoplevelse ud over det sædvanlige med masser af overraskelser og en noget usædvanlig slutning. Det er faktisk sjældent at jeg har læst en lignende spændingsroman. Mine varmeste anbefalinger til denne hæsblæsende, spændende, farverige, følsomme og rørende historie … Jeg er blæst bagover af en krimi der også indeholder dybe følelser der kan få lidt vand frem i øjenkrogen på læseren.

Læs hele anmeldelsen her: Krimiormen på Goodreads

Citat fra “Sandheden om Oliver”:

Jeg stod stille på trappen, for at mine øjne kunne vænne sig til mørket, men da det var midt om sommeren, var der ikke totalt mørkt. Jeg kunne ikke se noget tydeligt, men jeg fornemmede, at der var et eller andet galt. Der var simpelthen alt for stille. Jeg var helt sikker på, at her ikke var nogen, så da jeg stod i nærheden af en væg med en stikkontakt, tog jeg chancen og tændte lyset. Det skulle jeg ikke have gjort. Det jeg så, var så ulækkert, at det gik rent galt for mig.

De lå der begge to. Brian sad på gulvet med ryggen op mod sofaen. Eller hvad der var tilbage af ham. Hans hoved var nærmest væk. Skudt fuldstændigt i smadder, så der var blod og hjernemasse ud over hele sofaen. Danuta lå på ryggen hen over armlænet. Hende havde de skudt i overkroppen. Man kunne stadig se hendes ansigt, men hendes lange lyse hår lå hen over resterne af Brian på sofaen tværet ind i blod. Det lignede noget fra et slagteri. De måtte have skudt med et haglgevær med alt det svineri.

Jeg havde kun gloet på dem i få sekunder, før det gik galt. Jeg kastede simpelthen op lige midt på gulvet, hvor jeg stod. Jeg kunne overhovedet ikke stoppe mig selv. Det var ulækkert

Hvorfor skrev jeg “Sandheden om Oliver”?

Det er første gang, jeg skriver en ”jeg-fortælling”. Det spændende ved den form er, at læseren er helt afhængig af de oplysninger, som hovedpersonen selv fortæller. Og hovedpersonen, den 24-årige Oliver, er fyldt med løgn. Han vil gerne pynte på sit liv for at imponere sin kæreste, men langsomt bliver sandheden skrællet op – og han må tro på, at Katja stadig vil elske ham, selvom hun kender sandheden. Det er op til læseren at afgøre, om Oliver er en helt eller en skurk. Det har været en spændende udfordring at træde dybt ind i et andet menneske på en så intens måde.

Back To Top