skip to Main Content
Vilje og afmagt

RUSLAND EFTER MURENS FALD

De 6 små noveller handler om helt almindelige russiske skæbner i hverdagen. Når man bor i Rusland, kender man de fleste af typerne. Alle novellerne foregår i Rusland i 1990’erne og beskriver gennem de enkelte eksistenser, hvordan det russiske samfund oplevede Berlinmurens fald og den efterfølgende indførelse af markedsøkonomi med galopperende inflation, mafia og korruption.

Vladilen Nikolaievitch er den grå bureaukrat fra KGB – det hemmelige sovjetiske politi, hvor han har arbejdet hele sit liv med vigtige efterretninger. Men da Berlinmuren falder, forandres han liv fuldstændigt. Lydia Ivanovna er en gammel dame – en ”babushka”, som må sælge varer for at klare sig. En dag opsøges hun af nogle skumle fyre, der tilbyder hende at renovere hendes forfaldne lejlighed. Det giver hende problemer. Marina er den unge kvinde, der bor med sin mor og sin lillebror, og som ikke rigtigt har til dagen og vejen. Men så kan man jo få en udenlandsk ven, foreslår hendes veninder. En mandlig, naturligvis, men Marinas romantiske drømme krakelerer ret hurtigt. Og endelig er der den unge biznesman, Maxim, som faktisk ikke aner ret meget om business, og det giver ham store problemer, da han kommer i kontakt med de forkerte typer.

Det er nogle af de skæve karakterer, som er med i de 6 noveller i denne samling. For at hjælpe læseren er der et kort forord til hver novelle, som ridser novellens udgangspunkt og kontekst op, så man uden problem kan læse novellen, selvom den foregår i et miljø og en tid, som læseren måske ikke umiddelbart kender til.

Køb bogen her: Køb bogen

Lån bogen på biblioteket: Lån på biblioteket

Find bogen hos Dansk Forfatterforening: Enghvidt/Forfatterforeningen

Anmeldelser

Fra lektørudtalelsen:

Rigtig gode noveller. De er letlæselige, og det er tydeligt at forfatteren har stort kendskab til Rusland. Forordet til hver enkelt novelle gør noget rigtig godt for læseoplevelsen.

Se hele udtalelsen: Lektørudtalelse

Citat fra “Rusland efter murens fald”:

Fra novellen ”Lejlighedsmord”:

Hun tøvede men besluttede så at lukke op. Udenfor stod en ung mand sidst i 20’erne. Velklædt i en lang læderfrakke, kraftig, kortklippet mørkt hår. Hans øjne var mørke, og han havde et drenget smil. Han gik lige ind i den lille entré og fortsatte ind i hendes værelser.

– God lejlighed, sagde han anerkendende, – den trænger blot til at blive gjort i stand.

Lydia gøs ved hans ord. Hun så vantro på Antons ansigt, og pludselig var det ikke et drenget smil, hun så, men et rovdyrs glubske grin.

– Jeg trænger ikke til hjælp, sagde hun bestemt, – jeg har min familie.

Han så på hende med et smil, som måske på andre kunne virke forekommende, men på hende virkede det lumskt som en ulvs.

– De har jo ingen familie, Lydia Ivanovna, sagde han lavmælt. – Det er derfor, at jeg vil hjælpe Dem. Jeg og mine venner vil bekoste hele istandsætningen mod at vi overtager lejligheden efter Deres død. Og det varer jo længe, ikke sandt, De er jo sund og rask.

Hvorfor skrev jeg “Rusland efter murens fald”?

1992-1997 var jeg direktør for Dandy i Rusland. Jeg boede i Moskva og startede Dandys virksomhed fra bunden. Det blev til en kæmpesucces for tyggegummimærkerne Stimorol og Dirol på det russiske marked med en markedsandel på 50%. Et stort eksporteventyr for en mindre dansk virksomhed, som ikke er set siden. Gennem mit lange ophold i Rusland fik jeg et indgående kendskab til landets udvikling, historie og kultur – og ikke mindst til landets indbyggere på godt og ondt. Det inspirerede mig til at skrive en håndfuld noveller om almindelige russere. Jeg skrev dem dengang, men har først udgivet dem nu.

Back To Top