Stieg Trenter: “Det røde kastel”

Stieg Trenter regnes for en klassiker indenfor svensk kriminallitteratur af den lidt mere akademiske slags på linje med Sjöwall & Wahlöö. Han døde allerede i 1967 i en alder af 52 år, så han fik ikke en særlig lang karriere som krimiforfatter. Hans helt er fotografen Harry Friberg sammen med politimanden Vesper Johnson, som er med i alle romanerne – men i meget forskellige versioner. Nogle gange er Harry Friberg den deciderede hovedperson, mens han andre gange nærmest er en biperson, som først kommer ind i historien på et senere tidspunkt.

Trenter blev mest berømmet for sine meget levende skildringer af Stockholm, hvor de fleste af hans romaner foregår. Romanerne er meget tidstypiske for 1950’erne og 1960’erne.

I ”Det røde kastel” er hovedpersonen den unge kvinde Ann Celin, som har planlagt en ferie til Italien med sin veninde Suzanne. Veninden dukker dog ikke op, og Ann finder hende myrdet i sin lejlighed i et kompleks, som kaldes ”Det røde kastel”. Ann finder ud af, at Suzanne havde en del elskere, og det er blandt dem, at morderen skal findes. Harry Friberg spiller i denne roman kun en birolle i den første halvdel, mens han kommer stærkt på banen i den anden halvdel, som den der opklarer forbrydelsen.

Min vurdering er nok, at romanen ikke rigtigt holder i 2020. Der er en grundlæggende gåde og spænding igennem romanen, men figuren Harry Friberg falder efter min mening igennem med vore dages øjne. Han fungerer mest som en mellemting mellem en onkel og en elsker til Ann, men bogen er trods alt skrevet i 1950’erne, så Harry Friberg opfører sig pænt overfor damerne. ”Det røde kastel” hedder i originaltitlen ”Roparen”, som betyder ”megafonen”, og det henviser til en megafon, der findes på gerningsstedet, og som har stor betydning for opklaringen. Men jeg synes ikke rigtigt, at det holder i dag.

Jeg vil prøve at læse andre romaner af Stieg Trenter for at finde ud af, om det kun er ”Det røde kastel”, som ikke rigtigt er fulgt med tiden.