S.S. van Dine: “The Greene Murder Case”

S.S. van Dine var et pseudonym for den amerikanske kunstkritiker Willard Huntingdon Wright. Pseudonymet blev kun brugt til hans 12 detektivromaner, hvor hovedpersonen er den Sherlock Holmes-agtige Philo Vance. Ligesom hos Holmes og Watson, er det Vances assistent, van Dine, som skriver i jeg-form, og ligesom Watson kan han slet ikke gennemskue den højt begavede Vances tanker. Philo Vance bøgerne udkom i New York i 1920’erne og 1930’erne og var nogle af datidens mest populære detektivromaner.

”The Greene Murder Case”, der uvist af hvilke årsager hedder ”De 3 kugler” på dansk, var Wrights tredje roman om Philo Vance, og allerede da var han ekstremt populær. De to første hed ”The Benson Murder Case” og ”The Canary Murder Case”. Philo Vance følger ligesom Holmes med politiet til mordstedet, fordi politiet ikke selv kan opklare de indviklede mysterier. I modsætning til Holmes er Vance en stenrig livsnyder, som er meget akademisk anlagt og ved alt om kunst, litteratur og sprog. Han virker til tider irriterende og til tider indeholder romanerne lidt for mange akademiske petitesser.

Vance bliver tilkaldt til familien Greenes New York palæ, hvor den ældste voksne datter er blevet skudt. Hele den store familie bor i samme villa og hader tilsyneladende hinanden, og der går ikke mange dage, før flere af de mange søskende bliver myrdet.

Bogen har en fortættet og mystisk stemning af had og løgne, og den er et meget klassisk og rendyrket eksempel på whodunnit og det-lukkede-rum-mysterium. Plottet er godt og læseren holdes hele tiden til ilden med nye mord og nye gåder. Derfor er bogen stadig læseværdig, hvis man kan udholde det lidt gammeldags sprog og atmosfæren fra 1920’erne, hvor kønsrollerne var meget stereotype.

Jeg har læst flere af Wrights Philo Vance romaner og vil nok især fremhæve ”The Canary Murder Case” som den bedste. Alle romanerne er dog stærkt konstruerede og derfor ikke særligt realistiske, men de fastholder dog alligevel på grund af det stringente plot og de mange gåder.

Så hvis man kan lide en akademisk æstetiker i stedet for Holmes og hvis man kan leve med det noget mere adstadige tempo i datidens krimier, så er van Dines bøger bestemt læseværdige.