Forfølgelsesromanen eller thrilleren – en klassisk genre

“Sandheden om Oliver” hører til i genren af forfølgelsesromaner – i dag kalder man dem ofte thrillers. Her bliver hovedpersonen ofte uforskyldt anbragt i en situation, hvor han eller hun overværer en forbrydelse, og af en eller anden årsag tror politiet, at hovedpersonen er forbryderen og samtidig ønsker den virkelige forbryder at fjerne hovedpersonen, fordi han ved for meget. Dermed starter den intense jagt, hvor hovedpersonen skal igennem hæsblæsende forfølgelsessituationer for at undgå mordere og politi. Det er netop det, som Oliver oplever.

Det er naturligvis op til fortolkning, hvornår genren begyndte. Nogle mener, at den første var Erskine Childers “The Riddle of the Sands”, men personligt synes jeg mere, det er en spionhistorie mere end en thriller. Mit bedste bud er John Buchans “De 39 trin” fra 1915. Den er blevet filmatiseret hele to gange. Den første, bedste og mest kendte er fra 1935 instrueret af selveste Alfred Hitchcock. Selvom Hitchcock ikke selv skrev et eneste manuskript, så er han alligevel blevet meget berømt for genren – en af de mest huskede er nok “Menneskejagt” med Cary Grant fra 1959 – på engelsk “North by North-West” med den berømte scene, hvor Grant bliver jaget i en majsmark af en flyvemaskine.

Buchan blev aldrig rigtigt kendt for andre romaner end “De 39 trin”, som er ganske kort (under 180 sider). En anden klassisk forfatter i genren var Geoffrey Household, som især blev kendt for romanen “Menneskevildt” fra 1939 – på engelsk “Rogue Male”. I denne noget anderledes roman er hovedpersonen først forfølgeren, men bliver senere den forfulgte. Også denne bog har været filmatiseret adskillige gange.

Både “De 39 trin” og “Menneskevildt” udmærker sig ved at være meget korte romaner – dermed bliver intensiteten også højere. Så de er begge nogle korte, heftige adrenalin-kicks! Både bøger og film er skabt lang tid før vore dages digitale fremskridt og special effects, så for mange moderne læsere eller seere kan det hele virke langsomt og alt for analogt med en total mangel på eksplosioner, smadrede biler, råben og skrigen. Så man må nøjes med den dramatiske skotske vildmark, tåge – og naturligvis selve forfølgelsen.

Hvis jeg skal fremhæve en moderne og samtidig klassisk thriller – så må det være “The Bourne Identity” fra 1980, hvor man ikke engang helt præcist ved, hvem hovedpersonen i virkeligheden er. Trilogien er skrevet af Robert Ludlum og er filmatiseret to gange – den bedste er efter min mening fra 2002 med Matt Damon. Historien har alle de klassiske thriller-karakteristika, hvor man sidder yderst på stolen i spænding.